før 1800-tallet var der mange åbne områder mellem landsbyerne, de såkaldte overdrev. men omkring år 1800 kom der for alvor gang i udflytningen. bondegårdene, der tidlige havde ligget i små klynger, flyttede nu ud i nærheden af deres marker, hvoromkring der blev plantet træer og hegn. skovene blev også hegnet ind for at beskytte dem mod ødelæggelse, og fredskovsordningen af 1805 fastlagde det areal, der skulle være bevokset af skov. Fra regeringens side gjorde man også noget for at få tilplantet skovområder til erstatning for de skove, der var blevet ødelagt gennem århundreder, hvor bøndernes dyr var blevet sendt i skoven om efteråret. dyrene spiste de små nye træplanter og rodede grundigt i jorden, mens bønderne huggede træ til brændsel og husbygning uden at genplante nye træer. man forsøgte at råde bod på mennesket negative inflydelse på naturen, og der blev plantet skov overalt i Danmark. på øerne var det især egetræer og bøgetræer, der kunne trives, mens det i midt- og vestjylland blev de mere hårdføre nåletræer, som blev de almindelige i de nye skove.